Claus Aagaard

Der er ofte pres på et kirkelederskab til, at kirken skal være på forkanten af, hvad Helligånden gør i tiden. Det er langtfra uvæsentligt, men ofte er det, hvad Helligånden gør andre steder, der motiverer os til at ville ”have det samme” hos os.

Presset kommer både fra præsten og lederne selv; man vil være favnende, man vil være en attraktiv kirke. Man frygter at være tonedøv. Vækst etc. Men også fra fællesskabet kan der være pres for, at kirken skal være alt det, som hver enkelt ser som vigtigt.

Kirken bliver let blive spændt for nogles kæpheste og kald, og det er ikke altid dårligt, dog er der nogle OBS:

1. Fællesskabet/kirkens medlemmer kan blive spændt for enkeltes vision. Her skal man passe på at køre folk trætte. Hvis visionen ikke ejes, brænder man let ud.

2. Kirken kan og skal opleves som på mission, men hvor missionen skifter ofte. Her er der brug for dybere værdier i fællesskabet, værdier som er toneangivende.

I en dagdrøm så jeg et damplokomotiv, der langsomt skred frem i et malende tempo.

Toget havde 4-5 vogne og i dem foregik der samtale, bøn, tilbedelse, betjening, hvile og undervisning. Det var nemt at hoppe af og hoppe på, fordi toget kørte i et forudsigeligt langsomt tempo. Og hele tiden var der trafik ud og ind af toget, mens det kørte. Folk gik ud i områderne og gjorde, hvad de oplevede Gud ledte dem til eller det, som de havde haft en længsel efter at gøre.

Toget var kirken/fællesskabet, og det skulle ikke andet end at følge de skinner, som blev lagt foran det. Det skulle holde et stadigt, roligt tempo og bevarer den atmosfære i vognene, som værdierne tilsagde dem. – Et trygt sted, som folk vidste hvor var, og hvordan atmosfæren var.

• Vognene symboliserer de nære ting, der rummes i kirken: omsorg, tilbedelse, bøn spisning etc. Det er i vognene, vi alle har vores plads, men det er måske endnu mere ude på ”markerne”, at vi har vores tjeneste og fokus. At være på toget eller i toget er for at hvile, at nyde fællesskab, tilbedelse, fornyelse og refleksion.

• Toget kører et roligt forudsigeligt tempo. Det er et billede på, at det er værdierne i kirken, som vi fokuserer på – og det er med netop de værdier atmosfæren bevares. Toget kører langsomt; og ting tager tid. Toget er ikke ængstelig for, om det nu når alt muligt, men det udfører det, som toget er her for. Dem, der leder an i kirken, er mere spejdere, vogtere, vejledere og finder fornyelse ved at gå dybere i det, som Gud har talt om. De er mindre opfindere, tjenesteudførende og skabende forløbere for al Helligåndens tiltale i tiden.

• Folk, der løber ind og ud. Den værdi, at Gud kalder os hver enkelt, og lader os finde sammen med folk, der har samme kald til f.eks. at gøre byen, egnen, arbejdspladsen, landet, nationerne til et bedre sted. Vi hepper på hinanden og velsigner indgang og udgang.
• Det er ikke kirken, der er vores moder, eller alle visioners udfører. Det er ikke kirken, der skal udføre de ting, som den enkelte oplever et kald eller en længsel til. Kirken, i sin rette opfattelse, er alle troende. Du og jeg er kirken, og når Jesus lader kaldelser og længsler flyde til forskellige dele af sit legeme, så er det fordi, det er Hans vilje, og så er der vej for det. Noget anerkender vi sammen: at dette er for fællesskabet at rumme og favne – og andet anerkender vi hos hinanden og hepper på.