Claus Aagaard

Lyset skinner for dem, som sidder i mørket.

Var det Kains første skuffelse, eller kom der lys på noget, som han ikke brød sig om? Var Kain gennemskuet af Gud for at være nærig? Troede han én ting om sig selv, men blev opfattet anderledes? Det blev svært for Kain, og han kunne ikke kigge op. Han gemte blikket. Der var ting i hans sind, som han ikke havde lyst til, at andre skulle se.

Vi læser: Gud så ikke til Kains offergave, men til hans bror, Abels.

Kain kæmpede med sine dæmoner, og Gud henvendte sig til ham og rådede ham til at løfte hovedet igen, før noget stærkere overmandede ham. Men Kain kunne ikke. (Måske manglede Kain en åndelig vejleder, som han kunne betro sin indre smerte til, en der kunne spørge ham; talte Gud virkelig fra himlen til dig om at løfte hovedet? Hvordan kan jeg hjælpe dig?)

Helligånden kommer ikke med forslag, når Han siger os noget. Det er liv og død. ”I dag når I hører Hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter”, står der i Hebræerbrevet. Men det er stærke kræfter, som Kain kæmpede med, og det er også stærke kræfter, som vi kæmper med. Så stærke, at de kan få os til at lukke det gode ude; andres godhed, Guds godhed.

Jeg røres altid af Kains historie, når jeg læser den, og jeg tænker tit, at det er synd for ham. Han har oplevet uretfærdigheder og misforståelser og prøver at beskytte og forsvare sig.

Jeg er vældig kendt med at gå med nedbøjet hoved. Jeg kender til at havne i en fastlåst fornærmet attitude, ligesom Kain. Ofte var jeg ærgerlig, når det skete, for jeg vidste, at jeg ikke evnede at ’gå i mig selv’, italesætte det eller give retten fra mig. Der var jo stærke grunde til min surhed, så med en ”skulen” kunne jeg fastholde en form for retfærdighed, og straffe omverdenen ved at fastholde dens skyld. Med tiden bliver man hjemmevant i rollen som det forurettede menneske – med de specielle hensyn og ’goder’, der følger med.

Da mennesket spiste af kundskabens træ og fik evnen til at skelne mellem godt og ondt, begyndte vi en deroute. Vores indre kompas fik slagside ved både vores succeser, fiaskoer og forbigåelser. Men heldigvis besluttede Gud, at Han vil hjælpe os fri af dette og justere vores kompas og give et fint blødt hjerte igen.

At være Menneske er at leve under Guds kærlige blik. I den Almægtiges skygge. Dér bliver vi set og kan tale ærligt, alt imens vi overskylles af Hans barmhjertighed, der giver heling og lys til at tage skridt i frihed og glæde.

Men når uretfærdigheder og fiaskoer rammer os, er vi mange, der vælger Guds kærlige blik fra og søger beskyttelse i skyggen af kundskabens træ. Og tragedien her er, at dér vokser både selvanklagen og forskansningerne.

Det er menneskeligt at have hang til at være ulykkelig og fornærmet og pleje sit tungsind. Men lyset må bydes ind. Kain vejleder os med sit liv til at vælge en lysets vej.

Vi har svært ved at accepterer, at vi fejler og at fejl begås mod os. Vi sætter høje krav, vi hylder perfektion og undlader ikke at bebrejde os selv og andre, hvis ikke det nås. Men fuldkommenhed og perfektion er ikke menneskets øjemed. Livet er i, at Gud ser os og strækker sit lys til os, uanset vores tilstand.

”At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! Hvorhen skal jeg gå for din ånd, og hvor skal jeg fly for dit åsyn. Farer jeg op til himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der; tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!” Salme 139:6-10

Vi må åbne vinduerne mod himlen, selv i det sværeste situationer og tider.

Mennesket må bestemme sig for at stå fast ved sin egen mangelfuldhed.

Lyset skinner i mørket, siger Evangelisten Johannes, og her er menneskets mødested med Gud: i det fastlåste og skræmmende – det ærlige. Det er netop dér, Han lader ørkenen blomstre, og vi ånder frit igen.