Claus Aagaard

”Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; for jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. (…) Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!”

Johannesevangeliet 14:1-3 og 26-27 

Da Jesus tog afsted, blev der pladser klar til os, både her og i himmelen.  

Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” 

Johannesevangeliet 20 

Ville Jesus lære os at være hjem for Helligånden? Sensitiv for hans nærvær i os og omkring os? Spejdende med hjertet? Samuel fik at vide af Gud, at der er en anden måde at se på end med øjnene (1. Samuels bog 16:7).

Hvor mange gange har du ikke oplevet, at der ikke var en plads til dig? Der var ikke en holdning i en debat, du helt kunne tilslutte dig. I sort/hvid-snak, kunne du hverken give dig til det ene eller det andet. Eller sammen med venner, der pludselig gør handlinger, du ikke kan se dig selv i. En pladsløshed; fordi kærligheden til dine venner gør, at du ikke kan forsage dem, men du kan heller ikke følge dem. 

Jesus, menneskesønnen siger om sig selv, at Han ikke har det sted, hvortil han kan hvile sit hoved. Der var ikke plads i herberget – Han havde ikke en plads, og verden var ikke hans plads.

Abraham, der er troens stamfader, den første pilgrim, brød op fra kæmpebyen UR og gik efter et indre kald, til en plads han ikke kendte. Og han slog sig ned, velvidende at han ville bryde op en dag igen, og igen og igen… Han havde næsen sat efter et himmelsk fædreland, siger Hebræerbrevet.  

Fordi Jesus gik bort og gjorde en plads klar til os, kan vi altid og uanset omstændighederne mærke himmerigsfrugter og paradisurter, som Grundtvig kaldte dem, flyde til vores indre; fred, glæde og grænseløs kærlighed, fra den himmelske plads, vores himmelske fædreland (Hebræerbrevet 11:6).

Vores tro på Ham hindrer os ikke i at slå os ned! Vi er skabt som mennesker, der trives med jord under neglene, stol og bord. Men vi er også hjem for den Hellige ånd, duen, der tager os på tur, som Han vil det. -Ikke mindst når vi har slået hegn og holdninger lidt for godt fast. Derfor vil steder, holdninger, arbejdspladser, strukturer, institutioner blive forladt, ikke fordi de er onde, men Helligånden i os vil lede vores skridt til frihed og ytrymme (svensk: plads). Når vi for længe har gjort det samme, er opbrud GODT. Som Gud sagde til Israels folk, der lå campet neden for Sinai bjerget efter de havde fået loven; ”afsted, I har været her længe nok”.

Måske kan man sige det sådan; trofasthed måles ikke på, hvor længe du har gjort det samme, men om at være tro overfor det himmelske kald.

Abraham boede i telte. Det inspirerer mig, ikke kun til at flytte let, men endnu mere, at vores holdninger og strukturer udvides for rummelighed. Når Helligånden, duens prikken på buret bliver velkendt, åbner vi buret og sætter duen fri og følger med. At vi så bygger et nyt bur til den, det er menneskeligt – men det vil næste opbrud tage sig af.

Troen på Jesus, at Han er min Plads, himlen er fædrelandet, – som følger med mig, hvorhen jeg bosætter mig (Salme 139).

Jesus siger: fred efterlader jeg jer. Hvad er Fred? Fred er lig med helle. Det er de sorgfri pauluner, som Esajas beskriver, hvor retfærds frugt, fred findes og de lange teltreb aldrig brister (Esajas’ Bog 32:18).

Om spor

De mennesker, vi alle møder, er alle skabt af Gud, alle har de indåndet Hans luft og ånde. Alle er de skabt med Hans fingeraftryk. 

Vi havde en hund, der var glad for spor. Når jeg kom hjem fra arbejde, og gik gennem først havelågen, så haven og til sidst terrassen blev den selvfølgelig glad for at se mig, men kun kort. Den skulle lige snuse min rute op og tilbagelægge den samme tur. Efter det, kunne glæden og samværet genoptages med større begejstring. Sporene var så vigtige for den, at det næsten var underligt.

Men hunden lærte mig at spejde efter fingeraftryk, ofte det usynlige, sporet fra Skaberens hånd:

• I personer, steder, flora og fauna.
• Hvad var og er der i Skaberens tanke og sind, når han skaber en spætmejse, en elgko eller en vulkan?
• Hvad er der i Hans hjerte, når Han får lyst til at skabe en begrænsning i os, en passion, en hang til musik, rejselyst eller byggetrang osv.

Du og jeg kan spore Skaberens fingeraftryk i mennesker omkring os. Meld gerne til folk og fugle, hvor du ser de kommer fra, hvad de bær af vidunderlige fingeraftryk fra deres skaber. For vi lever alle i tåge, vi er alle kommet hjemmefra, og vi famler alle, bevidst eller ubevidst vores vej hjemad; for længslen efter det sublim gode er indprentet i os alle.

Prøv at kig dig omkring, hver en du ser, er nøje skabt og har en længsel efter fred, glæde, kærlighed, meningsfuldhed, plads og frirum, nærvær og hvile.

Og hver skabning, prøver at vælge det bedste, det godeste de kan – for sig selv og gerne for andre. Vi taler ikke om på hvilket niveau – Gud går ikke op i mængde, men Han glæder sig over den gode vilje, efter hvad den nu evner (2 Korintherbrev 8).

Han glæder sig over hver handling, der fødtes ud af kærlighed. Den lille handling, hvor skabningen satte andre før sig selv. Dét bær Hans fingeraftryk. Lad dig fascinere et øjeblik, af alle de mennesker du møder, der lader deres længsel blive toneangivende.  

Og glæd dig over at få lov at være en del af Kristi Kirke, Livets Motor og forsørger, til din glæde og for endnu flere fingeraftryk.

Han er den, der går ind på et gerningssted (der hvor vi føler os bortdømt, ikke forstået eller som en fejl), han finder os der, kysser og krammer os, så Hans fingeraftryk er overalt på os. Det gør Han både for at lede vores modstander hen til Ham, men også for at give dig endnu mere færd og retning i din vandring. 

-og hvilken glæde er det ikke at finde Hans aftryk, hvor du ikke lige regnede med det, på steder, personer, skabelsen og ikke mindst i dig selv.  

Alt, hvad er der skabt af Gud, bærer Hans glæde, og det smitter. Lad os fascinerer, glemme rigtig og forkert, godt og skidt for en tid; det som ofte plager os. Livet bør rumme fascination og taknemmelighed over hvert Guds spor, til vores glæde. 

Og så bliver mennesker en duft af liv til mere liv. Til en sand ven, der sætter skilte op: ”her er Gud” eller ”denne er Guds” – og derved samler og spore vi hinandens skridt ind på fredens vej (Zakarias lovsang i Lukasevangeliet 1).

Det er Helligånden i os, der alle vegne, genkender Skaberens fingeraftryk, og giver andre flere spor at gå efter.

Derfor blev Jesus til Kristus. Tømrerens søn, blev ved sin død og opstandelse til Kristus; allestedsnærværende, grænseoverskridende, grænseløs, som en trylleblomst med regn fra Himlen, den salvede til at opvække og nære al længsel efter Gud.

I Hans kompagni er du og jeg inviteret.  

Det var godt, at Helligånden kom, sporudlægger og hepper.